Løn

Sådan for­hand­ler du din løn

Overvejer du indimellem de indsatser, du iværksætter og de resultater, du skaber? Hvis ikke, er det blot ét af flere forhold, du bør notere dig, hvis du vil forhandle løn succesfuldt.



Hvis du vil lønforhandle effektivt, skal du tage udgangspunkt i flere forhold, der fastslår tyngden af de argumenter, du præsenterer for din arbejdsgiver. Det handler blandt andet om, at du sætter dig ind i, hvor vigtig løn er for dig, men også hvordan virksomhedens økonomi og jobmarkedets situation præger tiden ved forhandlingsbordet.

Afgør lønnens betydning

Selvfølgelig skal du have løn for dit arbejde. Det er der ingen tvivl om, men forudsætningerne for dit arbejdsliv har ændret sig drastisk: Du arbejder mindre end nogensinde før, men du løber også stærkere – både når du er på arbejde, og når du er hjemme. For hjemmefronten er ikke længere det private helle, det var engang, for du kan altid være online, tjekke og besvare mails.

Det tættere forhold mellem arbejde og privatliv fordrer imidlertid, at en række blødere værdier vinder frem. Det viser en undersøgelse, foretaget af The Network og Boston Consulting Group blandt +200.000 kandidater, hvor forhold som anerkendelse, forholdet til kolleger og chefen topper listen over forhold, der skaber arbejdsglæde og motivation. Det betyder også, at forhold som løn, medarbejdergoder og firmabil daler i rangeringen, men ikke i betydning.

Kompensationspakkernes placering i undersøgelsen afspejler imidlertid, at kandidaterne forventer, at lønnen bare fungerer – og den skal naturligvis afspejle det tempo, der ligger bag arbejdet på en moderne arbejdsplads.

Der kommer til at mangle 100.000 som dig

Jobmarkedet er under pres, og i 2020 kommer Danmark til at mangle 100.000 kandidater i arbejdsstyrken med en videregående uddannelse. Denne positive efterspørgsel er afledt af en varslet vækst, der synes at sætte fokus på fastholdelse af de dygtigste kandidater.

Der er brug for dig, og det sætter dig i en bedre forhandlingssituation, fordi der ikke er udsigt til, at det bliver nemmere at genbesætte stillinger i fremtiden. Det er en samfundsmæssig udfordring, men det tilbyder også dig et tungt argument til brug ved forhandlingsbordet.

Hvil ikke på laurbærerne

Efterspørgslen er imidlertid ikke et udtryk for, at du kan sidde tilbagelænet og tro, at lønstigningen kommer af sig selv. Lønnen afspejler som oftest din arbejdsbyrde (f.eks. ledelse af nye projekter og indsatser) og dit ansvar (f.eks. personaleansvar), men også hvorvidt du har bidraget til økonomisk vækst og profileret dig som en vellidt og hårdtarbejdende menneskelig ressource. Derfor bør du gå til forhandlingsbordet med følgende overvejelser in mente:

  • De indsatser du igangsætter, og resultaterne de fremavler, er afgørende for din forhandlingsstyrke. Derfor er det vigtigt, at du noterer dig dine bedste initiativer og projekter i løbet af året.
  • Det er sandsynligt, at du på forhånd bliver præsenteret for årets gennemsnitlige lønstigning – tag udgangspunkt i den, når du skal vurdere, hvad der er realistisk at forhandle om. Værdisæt dine initiativer, så de hver for sig tæller for en del af den lønstigning, du ønsker.
  • Betragt et øjeblik dig selv som en vare på et marked – et arbejdsmarked. På den måde kan du blive mere bevidst om din egen værdi, og på den måde få en idé om, hvor let eller vanskeligt det vil være for dig at finde et andet job.
  • Sammenlign dit krav om løn med andre betydningsfulde forhold i dit arbejdsliv: Befinder du dig i et godt socialt miljø med en høj faglighed? Har du et godt forhold til dine kolleger og din chef? Føler du, at du gør en forskel i dit arbejde? Det er også en måde at afveje din nuværende løn og retfærdiggøre den endelige lønstigning.

God fornøjelse og god forhandling!

Læs også